Vosne-Romanée, samt den nærliggende kommune Flagey- Echezeaux, der normalt tages med under Vosne, er beliggende i Côte de Nuits i Bourgognes Cote d'Or.
Det samlede areal med vinstokke udgør 232 ha, hvoraf 100 ha er Village, 57 ha Premier cru og 75 ha Grand cru. Kommunerne råder over 8 Grand cru'er, heriblandt de fineste i Bourgogne overhovedet, så som Romanée Conti, La Romanée, La Tache og Richebourg, for blot at nævne nogle. På et lille areal på kun ca. 27 ha laves nogle af de mest respekterede og dyreste vine i verden.
Vosne-Romanée er kvintessensen af rød Bourgogne. Det er muligt, at vinene fra Gevrey-Chambertin er de mørkeste og mest maskuline i Bourgogne, og at Chambolle har de mest delikate og feminine, men det er i Vosne begge yderpunkter på magisk vis smelter sammen.
Den klassiske Vosne-Romanée anses af mange for at have den perfekte balance mellem tyngde, struktur, elegance og holdbarhed. Smagsnoter henviser ofte til den dybe, rige, frugt, ofte med kirsebær og hindbær, samt mørkere elementer af underskov, lakrids og røg, men skal de bedste vine i Vosne-Romanée beskrives med eet ord - må det være fløjl - dette bløde, glatte stof, der besidder både tyngde og elegance.
De bedste vinmarker, Grand cru'erne, ligger lige over landsbyen midt på skråningerne. De fleste af de i alt 14 Premier cru'er ligger lidt længere oppe, med undtagelse af Les Suchot, der befinder sig midt i Grand cru bæltet. I Vosne- Romanée kan man opleve det forunderlige, at forskellen mellem en Grand Cru vinmark, og en mark der kun er værdig til betegnelsen Village, undertiden kun er et spørgsmål om få centimeter.