Clos de Vougeot er en stor Grand Cru vinmark og tilsvarende appellation i den lille landsby Vougeot. Det er den største Grand Cru i Côte de Nuits i Bourgogne med sine 50 hektar under vin. En Grand Cru appelation af den størrelse er et særsyn i Bourgogne, til sammenligning har Grand Cru'erne i det sydligere beliggende Vosne-Romanee en gennemsnitsstørrelse på 4,5 hektar.
For at kunne bære Clos de Vougeot Grand Cru titlen, skal vinene fremstilles af mindst 85% Pinot Noir druer, Chardonnay, Pinot Gris og Pinot Blanc er tilladte i et maksimum på 15%, men de skal være dyrket indenfor appelationen – og opfylde de strenge produktionskrav der gælder for denne.
Det kan være svært stilistisk at placere Clos Vougeot Grand Cru, eftersom de individuelle forskelle kan være store, afhængighed hvor på marken druerne har vokset og hvordan producenten har grebet vinificeringen an, men normalt er den en mellemproportional mellem Chambolle og Vosne, med lidt overvægt til sidstnævnte.
De bedste kan være meget intenst farvede, fra jordbær til dyb granat, med brombær, hindbær, vild mynte, lakrids og trøffel i næsen. I munden rig, saftig, kødfuld fylde, med elegance, delikatesse og lang eftersmag, samt et lagringspotentiale fra 10 til 30 år eller mere.
Vinene lagrer som overalt i Bourgogne på 228 liters egefade. Mængden af ny eg og tiden den tilbringer på fad varierer fra årgang til årgang og ligeså fra producent til producent, men en del vine ser mellem 50 og 100% nye fade og lagrer i op til 24 måneder.