Domaine Castagnier:
Jérôme Castagnier, som er 5. generation på vingården, sluttede sig til domænets stab i 2004, og han har stået i spidsen for Domaine Castagnier, siden faderen trak sig tilbage i 2007.
Domænet er kun på samlet 5,5 ha, men for at imødekomme en stigende efterspørgsel, har man nu også startet en negociant virksomhed. Produktionen omfatter Clos de la Roche, Clos Saint Denis, Charmes-Chambertin, Gevrey-Chambertin og Bourgogne Rouge fra egne parceller. Desuden laver man vin fra Clos de Vougeot, Grands-Echezeaux, Morey Saint Denis og Puligny-Montrachet på købte druer.
Vingården drives biodynamisk, og i kælderen hersker der orden og fokus på at holde alt rent. Man har en “hands off” tilgang til vinproduktion, som giver vinene mulighed for at vise deres naturlige elegance. Høsten foregår manuelt og alle druer afstilkes. Vinen lagres på maximum på 2/3 nye fade i 14-16 måneder. Vinene hverken klares eller filtreres og sælges efter først til mølle princippet.
De ældste besiddelser går tilbage til 1890 og de ældste stokke, som befinder sig i Chambolle, blev plantet i 1933. Vinene fremstår utrolig elegante og finesserige - med et tydeligt præg af terroir.
Under vores første besøg på Domaine Castagnier mødte vi en ung mand der havde alt for meget arbejde, for mange besøgende og alt for lidt vin, men vi fik da lov at købe en mindre mængde. Heldigvis!