Vinregionen Valencia er beliggende i centrum af Spaniens østkyst, med regionerne Catalonien og Murcia mod nord og syd, og dækker ca. 13.000ha med vin. Der er ret stor højdeforskel på de forskellige vinmarkers beliggenhed, fra ca. 150 op til 1100 meter, hvilket, sammen med andre variationer i de forskellige terroirs, har indflydelse på de enkelte vines karakter.
Regionen har traditionelt ikke haft en særlig fremtrædende plads på vinkortet, og vinproduktionen fokuserede tidligere mere på kvantitet end kvalitet, men dette er nu gradvist ved at ændre sig. En håndfuld vingårde har opdateret deres vinfremstillingsudstyr, og producerer nu moderne, friske rødvine, hvoraf nogle får fadlagring, primært på Garnacha, Monastrell, Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot.