Brunello di Montalcino er en af Italiens mest berømte og prestigefyldte vine. I dens hjemland Toscana deler den topplaceringer med den meget værdsatte Vino Nobile di Montepulciano og selvfølgelig de bedste Chiantier. I 1980 fik Brunello, sammen med Piemontes Barolo, Italiens første DOCG - og i dag fremstiller næsten 200 vinproducenter, hvoraf de fleste er mindre vingårde og familiebrug, denne højkvalitets rødvin.
Traditionel Brunello di Montalcino vinfremstilling indebærer langtidslagring af vinen i store egefade, hvilket resulterer i tørre, komplekse vine med en del garvesyre. Men som andre steder er mange producenter også her begyndt at lave vine i en anden stil. Man anvender de mindre 225 liters egefade og afkorter samtidig lagringstiden, hvilket er med til at give mere frugtagtige vine.
Mikroklimaet mellem de forskellige vinmarker varierer en del. På de nordlige skråninger har druerne en tendens til at modnes langsommere, hvilket resulterer i vine med megen race, mens druerne på de sydlige og vestlige skråninger får mere intenst sollys og kølige maritime briser, hvilket giver mere komplekse og kraftfulde vine. En del af Brunellos topproducenter ejer gerne vinmarker på flere af de bedste terroirs. Det giver dem mulighed for at skabe basisvine i begge stilarter, og bruge dem til at lave blandinger med det ønskede udtryk.
Brunello skal være fremstillet af 100% Sangiovese og være lagret i mindst fire år (fem for riservaer), hvoraf to år skal være på egefade.