Casa Castillo er den førende vinproducent i det sydøstlige Spanien, og deres rene Pie Franco, lavet på Monastrell fra upodede stokke, er en af de største vine fra Spanien.
Jose Maria Vicente er tredje generation på denne bodega, og han er ansvarlig for vingården i dag. Ejendommen blev købt i 1941 af hans bedstefar, der gjorde i træ og esparto-græs, som vi oftest kender under navnet jute. Der var vinmarker, men kun til lidt hygge-produktion. Det var Vicentes far, Nemesio, der i 1991, tappede den første Casa Castillo vin. Derfor kan vi vist godt sige at deres vin historie stadig er ret kort.
Ejendommen er af en betydelig størrelse, da den er på 400 hektar. Heraf er de 170 hektar vinmarker, beplantet med 70% Monastrell, 15% Syrah og 15% Garnacha. Derudover findes der også mandel-og oliventræer. Der benyttes ikke kunstvanding overhovedet, hvilket kombineret med kolde vintre og varme, tørre somre gør at stokkene skal "arbejde for føden". Stokkene er derfor ikke plantet tæt og når dette kombineres med de lidt magre forhold, forstår man bedre hvorfor en producent med så meget jord "kun" producerer 400.000 flasker om året.