Om tidligere årgang
Vinhulen.dk
"Rubinrød. Brusende og sødmefuld indledning på duften efterfulgt af rød frugt, kirsebær af den syltede slags og hindbær suppleret af florale noter. Fantastisk duft af sol, sommer og vellavet vin. Smagen er fed og rund med masser af parfume, saftig frugt af kirsebær, træ og voldsomt intens palette med masser af tanniner og rå kraft blandet med frugtsyrens bid og intensitet. Volumiøs og viril vin der bestemt yder nu men også vil vinde ved lagring. Den er ret komplet. Drik 2016-2022." 93 point
Finansbureauet.dk
"Fin sydfransk sag med læder og valnødder i næsen og intensiv mund med flotte tanniner og pænt peberattak og lang eftersmag med præg af tobak, oliven og mokka. Godt køb til prisen."
Anders Grøndahl i Vin Top 10
"Tæt, intens, magtfuld og alligevel elegant med en superb aroma af sorte kirsebær, urter, solvarm bark, grillet kød og sorte oliven. Der er også lidt pibetobak indblandet. Spændende madvin. Bemærk, at normalprisen er 125 kr. pr. flaske." 94 point
Vinavisen.dk
"Denne rødvin er fremstillet specielt til det danske marked, og på etikettens tegning af Mount Ventoux vajer det danske flag på bjergets top. Det er hejst for at fejre en blød, saftig og meget lækker rødvin. En herlig og meget anvendelig vin." Tildelt de maksimale 5 stjerner * * * * *
John Iversen i avisen.dk - ugens bedste køb
"På det skaldede bjerg, Mont Ventoux, som vi kender fra Tour de France, finder vi Saint Jean du Barroux. Det er ugens bedste og flotteste vin. Den er ikke i den billige ende, men til tilbudsprisen på 99 kroner får man en flot vin med masser af frugt og Provence krydderier. Vinmageren hedder Philippe Gimel og han er en af de nye stjerner i det sydlige Rhone. Den amerikanske vinguru Robert Parker omtaler vinene fra Gimel som de næste kultvine fra Provence området. Der bliver ikke brugt kunstgødning i markerne, og druerne plukkes manuelt, og kun de allerbedste druer indgår i vinproduktionen.
Så er weekenden til lidt forkælelse så tøv ikke med at prøve vinen fra Philippe Gimel. Provence krydderier, brombær og solbær i næsen. Lækker vin."
Tildelt 5 skruelåg
Vinstyrke 2
"Nu er vi oppe i sværvægtsklassen. Her er en vin med så mange lag og nuancer, at det er en sand fornøjelse. Sansebombardementet begynder med tyggegummi (!) i næsen, herefter masser af hindbær og kirsebær i smag - desuden tobak, provencalske krydderier og afbalancerede tanniner. Denne sydfranske bombe har det hele og vil være et ualmindelig flot glas vin til den søde, syrlige og fede danske julemenu." Tildelt flotte 5 stjerner * * * * *
Om Saint Jean Du Barroux
Skal man beskrive Philippe Gimel med et enkelt ord må det være"passioneret". Kendskabet til den lokale terroir og vinfremstillingen er omfattende, og et tidligere job som ønolog på Chateau Beaucastel sætter sine tydelige spor.
Vinmarkerne er beliggende mellem de to berømte bjerge, Dentelles de Montmirail og Mont Ventoux, og placeringen på skråningerne giver en ideel kombination af sollys, kølighed og den berømte mistral. Undergrunden er meget stenet Oligocéne fra tertiærtiden, en meget kompleks men utrolig mager undergrund. Høstudbyttet er ca.1/3 af områdets normale: 20-25 hl pr. ha
Der tages meget hensyn til flora og fauna og vinproduktionen er organisk. Vinstokkenes gennemsnitlige alder er 25 år, og der benyttes klassiske røde og hvide druer. Druerne plukkes og sorteres manuelt og 80% afstilkes for bedste tannin balance.