Pouilly-Fuissé er betegnelsen for de fineste hvide vine i Maconnais regionen i det sydlige Bourgogne.
De er udelukkende fremstillet på Chardonnay druer, dyrket i kommunerne Chaintré, Fuissé, Solutre-Pouilly og Vergisson. Pouilly-Fuissé appellationen dækker ca. 800 ha vinmarker plantet i kalkstensrig lerjord, på en base af granit.
Foruden Pouilly Fuissé titlen kan den enkelte vinmarks navn, hvor druerne er dyrket, også fremgå af etiketten, f.eks. La Roche, Les Vignes Blanches, Aux Chailloux og Les Crays.
Der er intet Premier cru-system inden for appellationen, så vinens kvalitet indikeres gennem producentens og den enkelte vinmarks omdømme.
Den typiske Pouilly-Fuissé vin er fyldig, moden og relativ elegant og mineralsk, de bedste eksemplarer kan være på niveau med de finere vine fra Côte de Beaune.
Som andre steder i Bourgogne lagres vinene ofte i barriques i kortere eller længere tid, typisk 6-15 mdr., afhængig af producentens vinfilosofi, årgangen og den enkelte marks terroir.